Han talte om byen resten af sit liv, og i 1950'erne skrev han til en ven, at han gerne ville se sine værker hænge i sin fødeby. Det tog et halvt århundrede, men i oktober 2003 åbnede Museo Picasso Málaga i et renæssancepalæ få hundrede meter fra det hus, hvor han kom til verden.

Samlingen er en familiegave. Den bygger på værker skænket og deponeret af kunstnerens svigerdatter Christine Ruiz-Picasso og barnebarnet Bernard Ruiz-Picasso — arbejder, familien selv havde beholdt gennem årtier.

Det giver museet en helt særlig karakter. Her er ikke de berømte, ofte reproducerede hovedværker fra Paris og Madrid. Her er derimod de arbejder, en familie valgte at holde tæt på: tidlige studier, portrætter af koner og børn, keramik, grafik og skulpturer fra alle faser af et liv, der spændte over næsten firs arbejdsår.

Man går ikke gennem en tidslinje af mesterværker. Man går gennem en kunstners værksted.

Palacio de Buenavista blev opført i midten af 1500-tallet, kort efter at Málaga var gået fra maurisk til kristent styre. Det ses tydeligt i huset: en renæssancefacade og et søjlegårdsrum, men med mudéjar-lofter af udskåret træ, lagt af håndværkere der arbejdede videre i den islamiske tradition.

Gårdrummet er museets hjerte. Herfra fordeler salene sig over to etager omkring en åben firkant, hvor lyset falder anderledes for hver time på dagen. De moderne tilbygninger blev holdt bevidst tilbagetrukne — hvidt, køligt og uden fagter — så det gamle hus og de udstillede værker får lov at føre ordet.

Haven. Bag museet ligger en lille have med laurbær, geranier, appelsintræer og bougainvillea, afskærmet fra byens larm. Der er en fontæne, en café med middelhavskøkken og klokkerne fra nabokirken San Agustín. Det er et af de bedste steder i det historiske Málaga at sætte sig ned midt på en varm eftermiddag — og man behøver ikke billet for at bruge det.